At leve tæt sammen som par i hverdagen kan være betinget af mange forskellige omstændigheder, der kan gøre det svært at leve sammen. Som udgangspunkt ser jeg de samme mønstre dukke op hos flere par, men hvor det opleves forskelligt af parterne.
Nogle af de udfordringer, man kan opleve i parforholdet kan handle om:
Når jeg arbejder med jer som par, er jeg optaget af, hvad der udspilles mellem jer. Det betyder, at indholdet af jeres konflikter kan være meget forskelligt, men det er det samme mønster, der kommer på spil hver gang. At få øje på mønstret og dynamikken mellem jer er derfor en værdifuld viden til at gøre noget andet med hinanden – at ændre på kommunikationen, så I bliver bedre til at høre hinanden. Det er ikke usædvanligt, at den ene part skruer op for sine følelser, mens den anden skruer helt ned og trækker sig. I sådan et mønster kan det føles umuligt at nå hinanden. Derfor vil en udenforstående som jeg selv kunne hjælpe jer med at se denne dynamik – og ændre på den.
Når vi indgår i et parforhold, har vi mange ting med os. Vi er selv ansvarlige for at tage hånd om det, vi bærer på fra vores egen fortid og opvækst. Samtidig har vi brug for at kunne dele det med vores elskede og blive mødt og rummet. Det er uundgåeligt at vores egen historie vil forstyrre parforholdet, så det bliver svært at være i. Her må et terapeutisk arbejde til, hvor I bliver opmærksomme på, hvad I har med jer, og hvordan det påvirker jeres fællesskab. Vi kommer hurtigt til at gøre hinanden ansvarlige for, hvordan vi selv går rundt og har det. Føler vi os ikke mødt i det, vi kæmper med, kan det blive til stor konflikt og kommunikationen bliver svær.
Derfor er jeg både optaget af jer som par, men også af jer som individuelle mennesker. Det er vigtigt for mig at møde jer i den virkelighed, I står i hver især. Jeg vil bruge tid på at lytte til jer begge, også med inddragelse af det, I har med jer fra jeres fortid, hvis det er relevant for jeres udfordringer. Afgrænsning af hvad der hører til hvem, gør jer i stand til at handle og arbejde med det, der gør ondt. Her vil I møde trøst og omsorg fra mig, og jeg vil hjælpe jer til at give hinanden samme kærlighed i det, I kæmper med hver især.
Det kan også være, I blot ønsker jer at få set jeres parforhold efter i sømmene i en tanke om forbyggelse. Partjek fungerer anderledes end terapi på den måde, at vi ikke taler så specifikt ind i dybe udfordringer og problemstillinger. I stedet bruger vi helikopterblikket til at se overordnet på jeres parforhold gennem en snak om, hvad I trives i, hvad I drømmer om hver især, og om der er noget, I savner, kunne tænke jer mere af eller som der måske slet ikke er noget af imellem jer. Det kunne være savnet af flere dates, samtaler eller oplevelser sammen. Familietid, større involvering i hinandens arbejdsliv og hverdag eller tid med andre par eller familier.
Når vi ser overordnet på jeres parforhold, kan der sagtes dukke noget op, som kunne trænge til parterapi. Fordelen ved at se det gennem et partjek kan sammenlignes lidt med at få taget nogle ekstra vitaminer, inden forkølelsen spreder sig helt. Noget der kan vokse til større konflikter vil naturligvis være lettere at tale om, inden det stiger jer over hovedet. Måske har en af jer en opfattelse af, at man ikke skal lede efter problemerne. Men partjek er ikke fejlfinding – det er tværtimod forbyggelse og giver anledning til at få fortalt hinanden, hvad I betyder for hinanden. Det kan være en ganske kærlig oplevelse at se et par få et partjek for at opdage, hvor meget de elsker hinanden.
Pris: 750kr for 60 – 90 min